OM PINGOUT

PingOut handler om at kombinere æstetik med sociale aktiviteter i byrummet. Som så mange andre gode ting blev projektet til ved et tilfælde, og i dag står Anders Find og Troels Øder Hansens lyseblå bordtennisborde som pejlepunkter rundt om i København. Her er historien om PingOuts tilblivelse.

pingout_street ping pong003

Fotojournalist Anders Find lærte at spille bordtennis som otteårig. Da han blev ældre, gled interessen for bordtennis lidt i baggrunden. Men da han i 2009 var i Berlin, hørte han om gruppe gamle punkere, der boede under et bordtennisbord i en park.

“Det besluttede jeg mig for at dokumentere med mit kamera,” siger han. “Det interessante var, at de her fyre havde en fantastisk indvirkning på stedet. Hjemløshed kan have en negativ effekt på byrummet, men her fungerede punkerne som instruktører, når der kom en bedstefar med sit barnebarn, der lige skulle lære at lave en skrueserv. Det var i Berlin, at jeg fandt tilbage til bordtennissen. Byen er plastret til med bordtennisborde, og det syntes jeg også, at der skulle være i København.”

Næste skridt var at finde en person, der kunne designe bordene. Det blev møbeldesigner Troels Øder Hansen, der selv er passioneret bordtennisspiller og blandt andet har sin kreative baggrund i graffitimiljøet.

“Det har altid tiltalt mig at lave projekter på gaden, og her var en mulighed for kombinere møbeldesign med gadeaktiviteter,” forklarer Troels. “Fra vores første møde gik der kun tre måneder til det første bord stod færdigt. Vores koncept er plug-and-play: Et bord i ét stykke, som er vedligeholdelsesfrit. Samtidig skulle det også være elegant i sit udtryk og have en stor overflade, der kan udsmykkes med værker af lokale kunstnere.”

PingOut er mere end et bordtennisbord. Det er en aktiv stillingtagen til brugen af det offentlige rum. Bordene er åbne 24 timer i døgnet og koster intet at bruge. I den forstand er det en meget demokratisk aktivitet, mener de to bagmænd.

“PingOut handler om at give folk en undskyldning for at mødes og være sammen om noget. Det jeg så i Berlin var, at bordtennis har en samlende effekt, og alle kan være med,” siger Anders.